Naturen


Billede-046 DSC01162  

DSC01165 DSC01167

 

Ørbækskilde bruger mange ressourcer på at holde vores haverum hyggelige og fulde af gaver for sanserne. Intet har næsten større effekt, end hvis personalet tager beboerne med udenfor og bruger haven. Enten til at sidde og få en snak – eller til at hjælpes om at luge, klippe, rive… Haveoplevelser hører til de gode og uforglemmelige. Der kan gå 50 år, og man kan stadig huske, hvordan klatrehortensia dufter i foråret, og hvor godt skovjordbær smager.

Vores have indeholder både en sansehave, frugthave, nyttehave, drivhus og fritgående høns.

En sansehave er en lille fortættet verden af naturoplevelser. I sansehaven arbejder man med naturens elementer – sten, træ, vand, vind og naturligvis dyr og planters mangfoldighed.

I sansehaven kan man se, høre, dufte, mærke – og lære.

Her omkranset af roser og violette iris og blomstrende brøndkarse ses bla et lille bassin med springvand og slørhaler. Der er kæmpehosda, stærktduftende klatrehortensia, grupper af velsmagende, duftende skovjordbær. Stengærder, pangfarver i krukker, lækre hindbærrækker oma.

Fra tidligt forår og frem ændrer duftindtryk sig fra violer, hyacinter, syrener, klatrehortensia, skovjordbær, morgenfruer, roser, morgendug på hosda, lavendel, æbler og meget, meget mere.

Haven bliver løbende udviklet og forbedret, så den bliver et dejligt sted at være for både mennesker, dyr og planter.

Ethvert arbejde med naturen giver viden og indsigt i naturens finurlige univers, så man bliver bedre rustet til at forstå naturens sammenhænge og løbende lære om den.

Tidlig morgen vandrer dådyrfamilier tværs gennem haven og markerne. Vilde harer spurter fra mark til mark. Honningbier summer i blomster, kløver og træer og laver dejlig honning. Mikkel ræv ligger på lur efter vores høns og napper én en gang imellem. Men Mikkel skal jo også leve.

Et par gange årligt breder der sig også en landlig stank fra de omgivende landbrug, som skal gøde deres marker. Vi holder os for næsen en dag eller to, og så snakker vi om, hvor vigtigt og vanskeligt et sundt kvælstof-kredsløb er.

At skabe rumvirkning i en have, siddepladser, læ og afslapnings områder, er også vigtige elementer i en sansehave. Vi bruger pil, poppel, birk, bøg og en masse enorme natursten som valgte naturmaterialer i haven. I et foretrukkent haverum har vi bålplads, hvor vi bla bruger havens afgrøder til at lave lækre suppegryder eller vi griller, hvad vi har på risten.

Vi har hørt, at mange byboere er bange for dyr i naturen. Her vænner vi os stille og roligt til at se rovfugle i luften, dådyr, harer, får og køer på marken, høns, der render efter os for at se, om vi vil dele en godbid. Vi giver os tid til at snakke om, hvordan alting i naturen hænger sammen og giver mening. Det er en fantastisk udviklingsmulighed for alle mennesker. Og yngre mennesker, der har levet i en fragmenteret og uforståelig verden kan få rigtig meget ud af den jordforbindelse, som naturen tilbyder – helt gratis.

Hvis vi hører, at den kommende sommer risikerer at blive et frygteligt myggeår pga rigelig fugt og varme. Nåhmen, så skal vi skynde os at bygge redekasser til musvitten, som dagligt indtager op til et kg myg pr musvit, siges det. Og sådan har naturen jo sine egne måder at regulere sig på.